Årsberetning Gloslunde Menighedsråd 2021


Det var et helt nyt menighedsråd, der tiltrådte for et år siden. Det var et stort arbejde at skabe et overblik over arbejdet, pga. et tomrum fra det tidligere menighedsråd, som i næsten 2 år ikke havde været funktionsdygtigt pga. fraflytning. Derudover levede vi stadig under restriktioner og forhindringer grundet Covid-19, hvilket påvirkede de normale kirkelige funktioner.

De nye medlemmer havde heldigvis forskellige vigtige kompetencer, hvilket bevirkede vi hurtig kunne komme i gang med arbejdet. Det var meget tidskrævende for alle - nok mere end forventet! Det var beklageligt at Nicolai Røge, der tiltrådte pr. 1. september 2020 som hjælpepræst for Henrik Gade Jensen, opsagde sin stilling, da han havde fået et fuldtidsjob på Fyn. Heldigvis havde vi stadig Birgitte Flensburg til at hjælpe os, og vi vil gerne sige mange tak for hendes samarbejde og hjælp med gudstjenesterne mm. Fra den 1. januar 2022 er det Beth Marie Larsen Hagemann, som er sognepræst i Birket/Femø, som skal bistå Henrik Gade Jensen med kirkehandlingerne. Vi ønsker hende hjertelig velkommen og ser frem til vores samarbejde.

Der har været flere store projekter, vi har fokuseret på i det forgangne år.

Problemet med varmeanlægget i Tillitze kirke har trukket ud, men heldigvis er projektet nu godkendt og gået i gang, hvorfor vi ser frem til, det bliver færdigt inden for nogen måneder. Billedet overfor viser knogler og glas, der dukkede op ved udgravningen til varme i gulvet.

I august sidste år var der et lynnedslag i Tillitze kirke, som lavede skader på taget. Det har været et kæmpe arbejde at få restaureringen på plads, idet det involverer så mange forskellige instanser. Nu er renoveringer kortlagt og arkitekternes plan er til godkendelse hos de forskellige højere myndigheder, hvorefter arbejdet kommer i udbud. Vi må nok regne med, det bliver først hen på efteråret, dette projekt bliver færdigt.

Græshave kirkegård har trængt til en forbedring mht. beplantningen. Vi har lavet en plan over kirkegården, som nu er godkendt. Lige inden jul blev der plantet 40 japanske kirsebærtræer, og vi glæder os alle så meget til foråret, hvor vi kan glæde os over de smukke lyserøde blomster på disse træer. Dette er kun begyndelsen - så følg med i udviklingen!

Renoveringen af Gloslunde Præstegård ser endelig ud til at nærme sig. Arkitektfirmaet Arp & Nielsen har udarbejdet en plan, som menighedsrådet har studeret mht. at indrette en sognegård/mødelokaler i længen over for forpagterboligen. Ligeledes håber vi, der kan findes midler til at præstens bolig også bliver renoveret.

Der har været en reduktion af graverpersonalet. Pga. sygdom er Søren Møller Hansen fratrådt. Vi siger mange tak for hans indsats som en del af graverteamet, og ønsker ham held og lykke for fremtiden. Fremadrettet består graverteamet af Morten Carlsen, Morten Steen samt Morten Damsbo.

Til orientering har vi nu en repræsentant i Vestlollands Provstiudvalg.

Vi havde under vores konstituering sidst på året et formandsskifte. En stor tak til Finn Olsen med de bedste ønsker for fremtiden. Ligeledes en stor tak med de bedste ønsker for fremtiden til Annelise Bejlegaard, som er fratrådt efter flere års tilknytning til menighedsrådet med forskellige poster.

Til slut vil jeg sige en meget stor tak til alle ansatte og frivillige for deres samarbejde og ekstra indsats i 2021. Heldigvis kan vi se fremad til lysere tider og tilbage til normale tilstande igen.

Godt Nytår.

Anne Hopkins
Menighedsrådsformand Gloslunde

 

Kontaktoplysninger

  • Rudbjerg pastorat
  • Sognepræst Henrik Gade Jensen
    Stenvadsvej 4
    4983 Dannemare

  • Telefon: 54 94 41 80 / 30 58 57 00
  • Email: hgj@km.dk