Præsentation hjælpepræst

 

Nicolai Røge præsenterer sig selv

I efteråret 2017 tilmeldte jeg mig stiftets præstepraktik for teologistuderende, fordi jeg gerne ville lære præstelivet på Lolland og Falster at kende. Derfor tilbragte jeg en weekend i Kappel-Langø-Vestenskov-Arninge pastorat, og om søndagen havde jeg den glæde at prædike til høstgudstjeneste i Kappel Kirke. Hvad jeg ikke vidste var, at jeg tre år senere skulle blive præst samme sted.

Fra 1. september 2020 er jeg, Nicolai Røge, nemlig ansat som sognepræst i det nye Rudbjerg Pastorat, hvor jeg sammen med Henrik Gade Jensen skal betjene de otte sogne. Henrik bliver pastoratets primære præst, mens jeg har gudstjenesterne hver tredje søndag. Samtidig er jeg ansat som ph.d.-studerende på Københavns Universitet, hvor jeg skal forske i de forhold, som politisk og kirkeligt holder folkekirken sammen.

Jeg er født og opvokset i Næstved, hvor jeg også har boet gennem hele min studietid.

I foråret blev jeg kandidat i teologi, og i juni afsluttede jeg folkekirkens præsteuddannelse, Pastoralseminariet. Gennem min studietid har jeg bl.a. skrevet afsluttende speciale om D.G. Monrads kirkepolitik i perioden 1842-1863, hvorfor jeg ofte i tanken fulgte Monrad, når han turnerede rundt på Sydhavsøerne.

Nu er det min egen tur, og jeg glæder mig dels til samarbejdet med Henrik, dels til at lære sognene og deres beboere nærmere at kende. Derfor håber jeg, at I vil tage godt imod mig som ny og nyuddannet præst.

Sidste nyt: Nicolai Røge har pr. 1. maj 2021 opsagt sin stilling i Rudbjerg Pastorat, da han samme dag begynder som fuldtids sognepræst i Vissenbjerg på Fyn.

 

 

 

Kontaktoplysninger

  • Rudbjerg pastorat
  • Sognepræst Henrik Gade Jensen
    Stenvadsvej 4
    4983 Dannemare

  • Telefon: 54 94 41 80 / 30 58 57 00
  • Email: hgj@km.dk